NYFØDT MOR

Fødslen som overgangsrite

En overgangsrite er et ritual eller ceremoni, der udføres i forbindelse med et menneskes indtræden i en ny fase af dets liv. Overgangsriter forbinder vi måske mest med primitive kulturer: manddomsprøver, unge kvinder, der når de får deres første menstruation, begravelser. Vi har i princippet en slags overgangsriter herhjemme – konfirmationen, vielsen. Disse begivenheder, som man nok snarere må kalde dem, er ikke omgærdet af ret meget ritual længere. Det, der kommer nærmest en overgangsrite er nok døden og begravelsen. Man kan næppe forestille sig, hvordan livet kan gå videre uden en rituel afsked med et familiemedlem, der afgået ved døden. Ritualer er nødvendige for at at sikre at vi og vores omgivelser kommer trygt over på den anden side – til det nye 'jeg.' Ritualet er vigtigt ved dødsfald  - men i den grad også ved fødslen. Og netop overgangsritualet i fødslen er komplet glemt i vores kultur.

HVAD ER EN OVERGANGSRITE

Et overgangsritual rummer tre forskellige faser: 

Udskillelses-rite: Ritualets objekt skilles ud fra sin vante sammenhæng.

Liminal-rite: Selve overgangen til et ‘nyt jeg’ sker. 

Inkorporations-rite: Objektet indgår i sin nye sammenhæng. 

Ser man fødsel som en overgangsrite, kunne man se faserne således:

1. Udskillesesrite: Kvinden bliver gravid og skilles ud fra sin vante sammenhæng og markeres som noget særligt.
2. Liminal fase: Fødslen: hvor selve overgangen tænkes at finde sted. Den kendetegnes af, at objektet nu er helt nulstillet, uden status og identitet. Det tænkes at befinde sig i et tomrum mellem sin gamle og sin nye status, i en flydende eller blød tilstand hvor alt er muligt. I denne farlige tilstand er objektet sårbart, men netop derfor også modtageligt for det, som ritualet skal gøre ved det. Også grænserne mellem objektet og dets omgivelser kan blive flydende, og i nogle tilfælde viser ritualet, at hele verden er opfattet som "blød", altså påvirkelig af det, der foregår i denne fase (citeret fra religion.dk)
3. Inkorporationsfasen hvor objektet indgår i sin nye sammenhæng med den status og identitet, som ritualet har skabt: Barnet kommer ud, kvinden er blevet mor.

FØDSLEN FORPROGRAMMERER DEN NYE MOR

Ser man fødslen som en overgangsfase, som beskrevet ovenfor i den ‘liminale fase’, er det tydeligt, hvor skrøbelig denne position - eller transformation - er. I tilstand af fødende er kvinden modtagelig og åben: grænserne mellem hende og omgivelserne er flydende. Det er umuligt at lukke omverdenen, og alle de indtryk ude, og det, der bliver sagt til og omkring den fødende, har stor indflydelse på hende. Hun er ‘nulstillet’ og derfor er fødslens forløb og hændelser det, der forprogrammerer hende som mor, som den nye person hun skal til at blive. Ser man fødslen som et sted, hvor personen er holdt op med at ophøre er det selvklart et meget betydningsfuld tidsrum. Fødslen sætter sig som aftryk i den nye person, og disse aftryk skal hun leve med resten af sit liv. Det er altså ikke ligegyldigt hvordan en fødsel forløber - både for barn og mor. 

Vi fejrer babyens fødsel med en masse opmærksomhed, men fødslen af en mor? Hun opfattes som den hun var, hun leverer et stykke arbejde, og den bedrift fejrer vi ikke. Hun går igennem en fysiske forandring (først de 9 måneder, hvor babyen ændrer moderens krop) og derefter de døgn, hvor hun på kortest tid undergår den største forandring hun nogensinde vil opleve (udover da hun selv blev skabt): Kroppen og psyken åbner sig, og der kommer et menneskebarn ud! 

Mentalt bliver den gravide i disse døgn strukket til det ukendelige; mange kommer i faser af fødslen helt ud af deres sædvanlige jeg. Nogle oplever dødsangst, de skriger og råber, er vrede. Andre er stille og indelukkede. Når kroppen igen vender tilbage, og skal lukke sig efter, at barnet er født, er det et nyt menneske, der bor i den. Et menneske, der nu lever for at et andet menneske kan leve. At beskrive denne transformation er næsten umulig. Dertil kommer at transformationen selvfølgelig er helt individuel, og at ingen vil opleve præcis det samme. Hvor 'helskindet' man kommer ind i sin nye livsfase afhænger af tidligere oplevelser, egen barndom, egen fødsel, den fødendes forhold til din mor, til sin partner og til mange mange andre ting.

Når vi føder bliver vi pillet fra hinanden, for at blive sat sammen på en ny måde. Bækkenets knogler presset fra hinanden, huden strækkes, ligamenter og muskler strækker sig. Hormonerne arbejder på højtryk for at skabe den transformation både fysisk og mentalt. Det er hormoner, der skaber veer, som afkorter livmoderhalsen, og det er hormoner, der gør moderen i stand til at tage sig af sig barn efterfølgende. Det er hormoner, der skaber følelsen af kærlighed til dette lille væsen, og som får mælken til at løbe, og dermed gør barnet i stand til at overleve. Disse hormoner - oxytocin - skal derfor have de bedste betingelser.

DEN KOMMENDE MOR SKAL RESPEKTERES, STØTTES OG ÆRES

I Danmark fokuserer vi ikke ret meget på oxytocin og fødselsoplevelsen for moderen, men på nogle andre ting: Hvornår har du termin? Er du gået 10 dage over? Skal du sættes i gang? Hvornår kommer babyen? Har du ikke født endnu? Hvad vejer han? Hvad kan man få af smertelindring, og skal du ikke bare have en epidural? Og i sundheds-Danmark handler det om, at kvinder og børn 'overlever' fødslen - altså, at redde os fysisk igennem. Det er det vigtigste. Men hvad med det mentale? Skal vi ikke også overleve psykisk? Jeg medgiver at det er god ting, at vi har en teknologisk formåen, der gør, at spædbørnsdødeligheden er lav, og at kvinderne ikke dør i barselssengen. Men hvad vil det egentlig sige, at blande sig i den naturlige fødsel med fx ve-drop, epidural? Forstyrrer vi muligvis et vigtig fysiologisk (og dermed mentalt – da de to ting, jo som bekendt er uadskillelige) overgangsritual? 

Hvorfor fokuserer vi ikke på: Hvordan fødte du? Hvad følte du under fødslen, hvordan følte du bagefter? Har du en god graviditet – er du glad? Hvorfor er fejrer vi ikke kvinderne, der skal føde? Hvorfor ser vi ikke dette kæmpestore skift i et menneskes liv, som behøver opmærksomhed, kærlighed og støtte? 

Jeg mener ikke, at vi nødvendigvis alle behøver at holde fester for de gravide - selvom jeg synes det ville være på sin plads. Men vi mangler en anerkendelse af, hvad fødslen faktisk betyder for kvinden. Hvilken game changer den er, hvad den dårlige fødselsoplevelse kan føre med sig. Omsorgen for gravide og fødende ligger et forkert sted. Det er fint, at vi spiser sundt og bliver visiteret for alt det farlige, alle de små fejl, og at vi kan lave et kejsersnit, når det virkelig er nødvendigt. Men anerkendelsen og opbakningen til det arbejde kvinden går igennem, det bliver ikke hyldet. Ritualet er dødt.

RITUALETS KRAFT

Tidligere dyrkedes denne rite i det stille i og med, at kvinder gik hjemme med kvinder; at læren fra de ældre blev videregivet til de yngre. Man fødte hjemme med de kvinder man kendte omkring sig. Der har givet være mere ritual omkring fødslerne, i og med, at kvinderne blev plejet af kvinder, og man gjorde som man altid har gjort indenfor familier eller andre kredse. Ritualets gentagelse. Jeg taler ikke for at vi skal tilbage til hjemmegående kvinder, at mødre og bedstemødre skal med til fødsler, at alle skal føde hjemme, eller at mænd ikke skal med til fødsler. Slet ikke. Men der skal træde noget andet ind, der dækker den mentale omsorg, som et familiært kvindefælleskab gav. Lær partneren hvad omsorg faktisk er – hvad er det kvinden går igennem og hvordan kan han/hun hjælpe? Styrk forståelsen for, at det ikke bare er et marathonløb, der skal gennemføres – som fødslen ofte sammenlignes med. Det handler ikke kun om at udholde smerte i x antal timer. Det handler om en psykisk prøvelse (ja, som marathon jo også gør for nogen by the way), hvor hormonerne skal gå op i en højere enhed. Ja, man kan træne til en fødsel, men man kan ikke kontrollere den, som man kan med marathonløbet. Du kommer ud for en prøvelse, som ingen kan forudse, hvad indeholder – og denne prøvelse afstedkommer et produkt (baby) som du på godt og ondt er bundet til resten af dit liv. Den største lykke og den største sorg vil være forbundet med dette nye liv. Det er ikke småting.

I oktober sidste år udkom en fantastisk debatbog af journalist Hanne Dam, der sætter fokus på betydningen af den naturlige fødsel for kvinden - og stiller spørgsmål til de mange igangsættelser, stimulering med ve-drop og kejsersnit, vi ser på de danske fødegange i dag. Fødsler er blevet en sygdom, der skal overkommes. Kejsersnit kan man få, hvis man ønsker det. Bevares, det er ikke let som i Brasilien, hvor kejsersnitsraten ligger på private klinikker er 90 % og for samtlige landets fødsler er 54 %, men - som man kan læse hos i Hanne Dams Giv kvinderne fødslen tilbage: Hvis kvinden efter en samtale men lægen, der mener at den vaginale fødsel er bedst, stadig holder på et kejsersnit - så får hun det! 

Det disse kvinder ikke ved - eller ikke tager for god varer - er hvilken betydning fødslen har for hende som kvinde, og for artens overlevelse. Et samfund med 100 % kejsersnit er et forarmet samfund. Ligesom et samfund uden ritualer og traditioner ville være tomt, sørgeligt og forarmet. Hvordan skal vi overleve med en tilfredsstillende mental sundhed, hvis ikke vi selv kan producere vores børn? 

SKAL DET GØRE ONDT? OG KAN KRISTIAN LETH EGENTLIG LÆRE OS NOGET OM FØDSLER?

Jeg vil citere Kristian Leth, der skriver om ritualer i sin og Eske Willerslevs bog om videnskab og magi. Efter at have overværet en ceremoni på Papua, hvor unge drenge får skåret et mønster i huden for at blive mænd, skriver Leth:

Det, der slog mig Yamok, var, at de ting, jeg stadig følte jeg forstod, kom til udtryk i det blodige og smertefulde ritual. Der var et tidspunkt i ritualet, hvor det rent eksotiske og fascinerende ved udskæringen trådte i baggrunden. Her var livet kogt ned til dets allervigtigste bestanddele. Og dem forstod jeg.

    Livet, døden, smerten, kærligheden. I fædrenes omsorg for deres sønners smerte, deres hviskede opmuntringer og respekt for deres gennemlevning af den. I de ældres fortællinger - til mig og til hinanden - om det heroiske i oplevelsen, i forvandlingen. I deres accept af, at disse unge mænd nu blev fuldbyrdede mænd, levedygtige medlemmer af et større fællesskab, både i landsbyen og tilbage i tiden til de legendariske forfædre […] og til sidst deres tilbagevenden fra det møde. Hele og arrede. Større.

Jeg tænker straks på fødslen som et lignenede ritual - smertefuldt, men også helende og styrkende, gennemlevet med støtte fra nærtstående, der allerede har været det igennem. Og smerte er jo - som nogen måske ved - noget, der foregår i hjernen. Dvs. at vi faktisk med de rette kneb kan tænke og handle os frem til en mindre smertefyldt oplevelse. Det er Anja Bays Smertefri Fødsel bl.a. et bud på. Men der er også evidens for, at en fødsel i trygge rammer - og med en doula - opleves mindre smertefyldte. (Læs om doula-effekten her) 

Og Leth skriver videre:

..det er bemærkelsesværdigt, hvor fraværende ritualer er for os. I vores kultur er ritualer noget, vi ikke vil være fanget af. I dag er det normalt, at vi vil kunne omforme det for at skabe det ritual, vi gerne vil have. Vi vil gerne designe vores dåb, vores bryllup og vores begravelse. Selv vores kirkelige ritualer er i dag praktisk talt befriet (eller berøvet) de krævende fysiske, besværlige og uforståelige elementer, der giver rituel magi. Og uden magi, ingen transformation. 

Vi har i dag grundlæggende misforstået, hvad det er, der giver rituel kraft. Ritualet har altid indeholdt både ubehag og lindring, kamp og sejr, fortvivlelse og tilbagevenden  …

Berøver vi kvinders fødsler den naturlige afvejelse af ubehag, lindring, kamp og sejr, er vi fortabte. Vi skaber et moderfolk, der ikke får deres legendariske formødres kraft. Giv kvinderne dette ritual tilbage, værn om det, ær det.

Foto:©Givtillyset.dk

Der henvises til/citeres fra  

Giv kvinderne fødsel tilbage (Hanne Dam, Tiderne Skifter, 2017)

Historien om det hele - fortællinger om magi og videnskab (Kristian Leth og  Eske Willerslev, People's Press, 2016), s. 114, 115