SÆDEFØDSEL, AKUT KEJSERSNIT, LANGVARIG VANDAFGANG, uguidet pressefase…Maries fortælling om tre forskellige fødsler med tre meget forskellige forløb er en fantastisk udviklingshistorie.
Jeg mødte Marie da hun kontaktede mig i forbindelse med sin tredje fødsel. Vi talte om hendes store ønske om at føde hjemme efter kejsersnit, og efter fødslen var jeg så heldig at få lov at lukke hende med svøbning og høre hendes fantastiske fortælling, som alle kan Lære af, og som jeg vil lade gå videre her.
Marie fortæller:
Jeg vil gerne dele min historie, både for at give et billede af 3 meget forskellige fødsler, men også for at fortælle, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv og ikke mindst hvor betydningsfuldt det er at få kærlig opbakning. Jeg har den største respekt for min jordemoder, hendes rolige væsen og hendes tro på, at jeg som kvinde godt kunne føde naturligt i eget hjem. Hvis jeg ikke havde haft støtte og opbakning fra hende, doula Mette Marie og min mand, så havde jeg ikke haft denne skønne hjemmefødsel med i rygsækken. Tak til jer.
Sædefødsel og akut kejsersnit
16/01/15 kommer vore første barn til verden, Loke.
Jeg har haft en dejlig nem graviditet. Loke sidder dog “forkert”, med numsen ned. Det havde han nok gjort hele graviditeten igennem.
Jeg har altid haft en meget stor interesse for graviditet og fødsler, og undersøgte derfor nøje mine muligheder. Efter to (hvoraf ét ret så smertefuldt) vendningsforsøg på hospitalet, akupunktur og vendingsforsøg ved klinik Maia, måtte vi indse, at han ikke ville vende sig.
Jeg kæmpede herefter en “kamp” for at få lov til at føde ham naturligt på hospitalet.
Jeg havde fra start følt en meget stærk lyst til at føde hjemme, men dette kunne nu ikke blive aktuelt.
Heldigvis havde jeg en sød jordmoder, som støttede os i vores ønske omkring en sædefødsel. Til en vægtscanning sidst i forløbet, mødte vi også en fantastisk fødselslæge, der rigtig gerne ville føde med os.
Det var svært at ‘‘bede’’ om. Jeg er et ret konfliktsky menneske.
Vi mødte dog også sundhedspersonale, der ikke var så glade for vores beslutning. Hospitalet var meget hurtige med at sætte en dato for PKS. Først med en dato før termin, hvorefter jeg fik dem til at skubbe datoen til en uge efter termin. Det var svært at “bede” om det. Jeg er et ret konfliktsky menneske.
Det skal siges, at min mor og storesøster var meget bekymret for situationen og talte meget godt om et PKS. Deres “Frygt” smittede nok lidt af på mig, og jeg blev ret usikker på, om jeg nu også kunne gennemføre.
Jeg gik over tid, men efter to hindeløsninger skete der noget. Mit vand gik spontant inde i en butik midt i KBH, og jeg måtte følge proceduren med at ligge mig ned, indtil Falck kom og hentede mig.
Veerne startede helt naturligt kort efter, og alt tydede rigtigt godt. Da jeg kom ind, var jeg 5cm åben. Jeg havde grønt forstervand. Fødselslægen/eller jordmoder (vil jeg tro) var hurtig til at sige AKS, men en anden tilføjede, at det var helt normalt med grønt vand ved sædefødsel, og at jeg derfor fortsat gerne måtte føde. Baby havde det også helt fint.
6 timer efter var jeg 9-10cm åben, dog uden pressetrang. Jeg lå primært på siden i sengen og var lidt “lammet” i situationen - overvældet af veer, som jeg ikke havde prøvet at mærke før. Jeg arbejde godt med dem dog, og koncentrerede mig om at slappe af - selvom det var svært.
Jordmoder og studerende lod mig mest være, jeg tror de følte, at jeg havde styr på det. Jeg var svær at lokke rundt i andre stillinger, jeg var ret meget “væk” i egen verden. Til sidst lykkedes det dem at få mig til at sidde lænet frem over en sækkepude. Her husker jeg, at jeg fik en lille følelse af noget der trykkede. Men, jeg blev lidt bange for følelsen og holdt nok lidt igen.
Baby havde det helt fint, det havde jeg også. Jeg havde fået klyx, min blære var blevet forsøgt tømt ved kateter, for at skabe plads til ham. Elektroden på hans numse (da han jo vendte med den først) røg af to gange. Hver gang den blev påsat, rykkede han ligesom lidt længere op - altså han lavede et lille spjæt.
Set i bakspejlet af denne fødsel, ville jeg ønske at jeg havde bevæget mig meget mere.
Efter en time, hvor jeg havde været de her 9-10cm åben, kom fødselslægen ind igen. Jeg havde nok fra start fornemmet, at hun ikke var helt tryg ved en vaginale sædefødsel. Det var ligesom bare en fornemmelse jeg havde.
Da han ikke rigtigt trængte længere ned, syntes hun, at det var bedst vi fik lavet det kejsersnit nu. Alle havde det fortsat godt i forløbet og vi fik lokket hende til at give os yderligere 10min. Jordmoder og studerende fik travlt med at give liggende rebozo med et lagen. Jeg må nok erkende, at jeg havde givet lidt op her, efter lægen havde beordret kejsersnit.
10min senere kom lægen ind og sagde at nu var det bedst at få lavet det kejsersnit. Jeg mumlede ja. Kort tid efter var Loke ude, sund og rask dreng på 3640g, 5 dage over termin.
Kejsersnittet var uproblematisk. Efterfølgende besøger både konsultationsjordmoder, fødselsjordmoder, og fødselslægen (der gerne ville have født vaginalt med os) os på barselsafsnittet - dejlige mennesker <3
Set i bakspejlet af denne fødsel, ville jeg ønske at jeg havde bevæget mig meget mere. Jeg er sikker på, at det ville have hjulpet ham mere på vej.
Udover det, ville det have været dejligt med lidt mere opbakning, særligt fra mor og søster.
VBAC på hospitalet
04/01/17 blive lillesøster Urd født. Jeg har endnu en dejlig graviditet denne gang, fast besluttet på at føde vaginalt.
Hjemmefødsel er igen oppe og vende, men jeg tør ikke risikere noget, Vi møder heller ingen opbakning omkring hjemmefødsel på vores vej. Samtidig har mit liv ændret perspektiv, jeg er nu mor til Loke, og acceptere en hospitalsfødsel.
vandet går lige i krydset på Blegdamsvej
Veerne starter blidt lige efter midnat. De fortsætter med at være blide natten og dagen igennem. Jeg vil helst bare være hjemme. Kl. 14 har vi kontakt til Riget, vi får lov at blive hjemme. Veerne er ikke så regelmæssige endnu. Vi hygger hele dagen, jeg elsker at være derhjemme.
Omkring 16.45 -17.00 tiden taler jeg i tlf. med min mor. Veerne bider lidt ekstra, men jeg kan godt tale igennem en ve, hvis jeg lige koncentrerer mig. Hun skal ikke vide besked, da jeg ikke har brug for hendes bekymringer.
Kort tid efter går det stærkt. Veerne tager til, og jeg har ikke prøvet denne del af fødslen før. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, kan næsten ikke være i egen krop. Det går meget hurtigt. Jeg bruger nu laboro vejrtrækningen, som jeg har lært ved Smertefri fødsel. Den havde jeg endnu ikke haft brug for ved Loke.
Jeg beder min mand om at spise hans 7/11mad i en hulens fart, for nu kommer hun altså!
Vi får moslet mig ned i Christianiacyklen, hvor jeg står på alle 4 lænet op ad bænken. Heldigvis er det mørkt uden for. Pressetrangen melder sig og vandet går lige i krydset på Blegdamsvej.
Da vi kommer frem, møder vi en jordmoder ved indgangen, hun har fyraften. Hun kan høre på mine “lyde” at det skal gå hurtigt. Hun hjælper os op, imens hun støtter mig bagfra med en hånd mellem mine ben. Kønt syn.. Igen, godt det er aften og der er få mennesker. Kl. er her omkring 17.50.
Jeg kommer ind på en undersøgelses stue, hvor de kan konstatere, at fødslen er godt i gang. Man kan lige ane toppen af hendes hoved. Jeg stiller mig på alle 4 på briksen, men bliver for blufærdig. Døren går nemlig op nogle gange, og her står jeg med bagdelen mod døren, som det første personalet møder, når de kommer ind..
Jeg får bugseret mig om på siden og presser videre.
Hjertelyden stiger, hovedet er halvvejs ude. De kan ikke nå at få sat elektroder mm. på. hende. De beslutter at give et klip, hvorefter hun er født lige efter, kl.18.10. Sund og rask pige på 3536g, 5 dage over termin. Vi nåede altså at være der 20min.
Jeg mister 600ml blod og er efterfølgende ret omtumlet. Vi cykler hjem 4timer efter lidt hvile og nyder at kunne være så hurtigt hjemme. Det var endnu engang et dejligt personale, som vi mødte på hospitalet.
Freebirth
21/04/19 bliver lillesøster Gro født.
Igen har jeg en rigtig dejlig graviditet. Jeg nyder det ekstra, denne sidste gang. Igen står jeg over for en fødsel, hvordan skal den forløbe?
Jeg nævner hjemmefødsel for min konsultationsjordmoder. Hun er ret pro hjemmefødsel faktisk. Hun læser min journal og ser, at Urd havde høj puls sidst i forløbet og at jeg mistede 600ml blod. Herefter råder hun mig alligevel til at vælge hospitalet. Slukøret går jeg hjem. Jeg bruger noget tid på at vænne mig til tanken. En hospitalsfødsel er også helt okay. Vi har jo mødt et rigtigt sødt personale hver gang på hospitalet. Jeg beslutter mig for at slutte fred med det.
Omkring 1 måned inden termin blusser tankerne om hjemmefødsel igen op.
Jeg SKAL altså føde hjemme. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle haste ind på hospitalet som sidst. Jeg har en kæmpe stor trang til at være hjemme i de omgivelser, hvor jeg har ro. Jeg kan ikke forklare hvor det behov, den trang, den følelse kommer fra. Men den er stærk og bliver blot stærkere jo tættere termin kommer.
Vi vender det mange gange derhjemme. Jeg ringer til diverse fødeklinikker, som desværre ikke må huse mig pga. tidligere kejsersnit. Jeg får efterfølgende fat i en privatjordmoder, som desværre ikke har tid. Imellem tiden får jeg kontakt til Mette Marie, der er doula. Hun har født hjemme efter et kejsersnit, og jeg MÅ bare høre hendes historie. Hun kommer forbi og giver mig en dejlig omgang rebozo. Herefter taler vi om hendes fødsler, mine fødsler, mine tanker osv. Det er en virkelig behagelig samtale, der er en god kemi. Mette Marie er så rolig og varm, hendes ro smitter.
Jeg beslutter herefter for alvor at finde en privat jordmoder. Vi er nået så langt i forløbet, at der nu kun er nogle dage inden termin. Skæbnen ville, at jeg finder en, der har tid til mig.
Vi fik besøg af hende skærtorsdag, 2 dage efter termin. Vi talte om de andre to fødsler, om vores tanker om denne osv. Hun gav mig ro i sjælen og styrkede min tro på mig selv. Samme aften går noget af mit vand. Jeg er i tvivl, da den ikke er ”slimet” med meget vandig. Vi går i seng. Næste dag er der ingen tegn på veer. Vi laver lidt rebozo og igen kommer der et lille vandskvulp ud. Jeg er virkelig i tvivl og alligevel ikke. Der kommer nemlig lidt vand flere gange i løbet af dagen og jeg føler at der sammenlagt, er kommet en hel del efterhånden. Mine forældre er på besøg, de bor hos min søster. Vi aftaler, at de tager de tager Loke og Urd fredag formiddag, så vi kan få lidt ro. Men intet sker. Jeg begynder at bliver bekymret, for hvis det nu er vandet, så skal hun jo snart ud! Jeg skriver til jordemoderen. Hun beroliger mig. “Tro på det, det skal nok komme.” Jeg bliver rolig igen.
Hvorfor sker der ikke noget?
Det bliver lørdag. Vi går en lang tur. Kom nu veer. Der kommer stadig vand i små skvulp, og I nogle timer intet. Omkring middag niver veerne lidt. Jordemoderen råder mig til at stimulere brystvorter, og det er det eneste der har god effekt. Jeg fortsætter arbejdet, men det går helt i stå når jeg stopper. Jeg begynder at være lidt desperat. Vi taler med Krista, som beroliger, os og siger at man i Norge venter med igangsættelse 72timer efter vandafgang. Hun tjekker op på mit velbefindende over telefonen. Jeg prøver at slappe af i situationen.
Det bliver søndag, der kommer ikke rigtigt mere vand. Der er fortsat masser af liv. Vi ringer til jordemoderen, der synes vi skal tage på hospitalet og få kørt en strimmel, bare lige for en sikkerhedsskyld. Samtidig anbefaler hun os, at jeg ikke bliver undersøgt indvendigt – hvilket de nok meget gerne vil. Der er risiko for infektion, hvis jeg skal undersøges. Hun råder os til, ikke at give for mange oplysninger omkring vandafgangen, da jeg i så fald vil blive indlagt med det samme
En venlig jordmoder viser os ind på stuen og alt er fint. Hun undrer sig lidt over min usikre forklaring og vil gerne undersøge mig indvendigt. Jeg efterhånden rigtigt gerne vide, hvor langt vi er i forløbet, jeg er utålmodigt og ret træt. Jeg har ikke set vores to øvrige børn siden fredag formiddag og det er nu søndag. Hvorfor sker der ikke noget?
Det niver lidt imens strimlen køres, og man kan da også se nogle ud svingninger. ”Den må du da have kunnet mærke” siger jordmoderen. Og jo, det kunne jeg da også godt, men jeg ville ikke afsløre for meget for hende.
Min mand får sagt nej tak til indvendig undersøgelse, med argumentet om mulighed for infektion. Jordmoder accepterer, imens sidder jeg og krummer tæer over situationen. Jeg er glad for at min mand takker nej, jordmoderen taler nemlig om vedrop kl 14.00, hvis der ikke sker mere. (kl. er her 09.00).
jeg kan nu kun bruge laboro-vejtrækningen, og ved inderst inde godt hvad klokken er slået.
Vi smutter hjem, mig med et frisk bind på og en påmindelse om at komme tilbage efter en times tid, så jordmoder kan tjekke om der kommer mere vand.
Da vi kommer ud af hospitalet, ringer vi til jordemoderen. Jeg er blevet lidt ked af det, og usikker på mig selv. Vedrop og igangsættelse, pyha, men hun beroliger mig. ‘Du har stadig nogle timer endnu. Udnyt dem og prøv at blive ved. Det skal nok lykkedes’. Jeg vil virkelig gerne undgå en igangsættelse. Jeg savner mine unger, så i stedet for at gå en tur en times tid, cykler vi ned på en legeplads og mødes med mine forældre og ungerne. De hygger sig og har slet ikke tid til at se os. Efter en lille times tid på en bænk i solen, kan jeg ikke helt overskue varmen mere. Småveerne niver og jeg vralter lidt utålmodigt rundt. Vi tager hjem igen, uden børnene.
Min krop er rolig, jeg er ikke bange, det hele føles så naturligt og instinktivt. Jeg føler det presser, jeg presser naturligt med.
Da vi kommer hjem, beslutter jeg mig for at tænke positivt. Nu havde jeg set ungerne, de havde det godt (vi har aldrig været adskilt så længe). Jeg lægger mig på madrassen i stuen, og tager en lille time på øjet. Min mand sætter noget god musik på, og vi får slappet af. Omkring kl 13 tager jeg mig sammen og starter med at stimulere brystvorter igen.
Pludseligt går det hurtigt. Veerne ruller ind over mig. Jeg kan ikke længere følge med. Jeg bliver nødt til at rejse mig og begynder at vandre rundt i lejligheden. Jeg kan nu kun bruge laboro-vejrtrækningen, og ved inderst inde godt hvad klokken har slået. Men veerne kommer bag på mig, og jeg når derfor ikke at tænke på at ringe til jordemoderen, og min mand bliver heller ikke rigtigt advaret. Jeg går på toilettet for at tisse, og herude opgiver jeg at rejse mig fra igen. Min krop er rolig, jeg er ikke bange, det hele føles så naturligt og instinktivt. Jeg føler det presser, jeg presser naturligt med.
Efter et par underlige lyde fra toilettet kommer min mand ud, han insisterer på, at jeg skal have noget saft. Jeg gisper vredt, at jeg ikke vil have noget. Han bliver ved med at insistere (han har fået strenge instrukser på at give mig sukker, da jeg var helt drænet ved første fødsel). Jeg får råbt, ”Hun kommer altså nu!!” efterfulgt af ”Ring til jordemoderen” og ”tag nogle billeder”. Han ringer uden held, men får taget et par billeder. Kort tid efter tager jeg imod hovedet, siddende på toilettet. Et varmt lille blødt hoved. Jeg får lige sagt ”Tag hendes krop” og letter mig lidt fra brættet og VUPS hun er født kl. 14.00. Min mand tager imod hende, og giver hende med det samme til mig. Han er totalt cool og det hele er super udramatisk. Roligt vikler han navlesnoren fra hendes hals og hun giver med det samme et lille skrig. Herefter er hun helt stille og betragter roligt de nye omgivelser. Alt er roligt, vi er rolige, baby er rolig. Det hele er så naturligt.
Jordemoderen ringer op kort tid efter, hun kan først være der om en time. Men hvis alt er godt, skulle vi ringe ind til fødeafdelingen og bede om at få en hjemmefødselsjordmoder ud. Så det gør vi.
20 min efter kommer min søde konsultationsjordmoder ind ad døren, hun var egentligt på vej ud til en anden, men blev stoppet i sidste sekund og sendt ud til mig i stedet. Det var så hyggeligt. Moderkagen bliver født inde i stuen, og 3 små knuder bliver slået - meget overfladiske skrammer. Et blodtab på omkring 200ml bliver det vurderet. En lille pige på 2950 og 51cm.
Min mand er flyvene over at have taget imod Gro, det blev virkelig også hans fødsel.
Mormor, morfar og børnene kommer 4 timer efter og ser den lille ny.
