Free your birth: Fra akut kejsersnit til uplanlagt freebirth. Maries historie.

F86AE837-57C5-4207-8B36-04AF2046ABFF_1_105_c.jpeg

SÆDEFØDSEL, AKUT KEJSERSNIT, LANGVARIG VANDAFGANG, uguidet pressefase…Maries fortælling om tre forskellige fødsler med tre meget forskellige forløb er en fantastisk udviklingshistorie.

Jeg mødte Marie da hun kontaktede mig i forbindelse med sin tredje fødsel. Vi talte om hendes store ønske om at føde hjemme efter kejsersnit, og efter fødslen var jeg så heldig at få lov at lukke hende med svøbning og høre hendes fantastiske fortælling, som alle kan Lære af, og som jeg vil lade gå videre her. 

Marie fortæller: 

Jeg vil gerne dele min historie, både for at give et billede af 3 meget forskellige fødsler, men også for at fortælle, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv og ikke mindst hvor betydningsfuldt det er at få kærlig opbakning. Jeg har den største respekt for min jordemoder, hendes rolige væsen og hendes tro på, at jeg som kvinde godt kunne føde naturligt i eget hjem. Hvis jeg ikke havde haft støtte og opbakning fra hende, doula Mette Marie og min mand, så havde jeg ikke haft denne skønne hjemmefødsel med i rygsækken. Tak til jer.


Sædefødsel og akut kejsersnit

16/01/15 kommer vore første barn til verden, Loke.

Jeg har haft en dejlig nem graviditet. Loke sidder dog “forkert”, med numsen ned. Det havde han nok gjort hele graviditeten igennem.
Jeg har altid haft en meget stor interesse for graviditet og fødsler, og undersøgte derfor nøje mine muligheder. Efter to (hvoraf ét ret så smertefuldt) vendningsforsøg på hospitalet, akupunktur og vendingsforsøg ved klinik Maia, måtte vi indse, at han ikke ville vende sig.

Jeg kæmpede herefter en “kamp” for at få lov til at føde ham naturligt på hospitalet.

Jeg havde fra start følt en meget stærk lyst til at føde hjemme, men dette kunne nu ikke blive aktuelt.

Heldigvis havde jeg en sød jordmoder, som støttede os i vores ønske omkring en sædefødsel. Til en vægtscanning sidst i forløbet, mødte vi også en fantastisk fødselslæge, der rigtig gerne ville føde med os.


Det var svært at ‘‘bede’’ om. Jeg er et ret konfliktsky menneske.


Vi mødte dog også sundhedspersonale, der ikke var så glade for vores beslutning. Hospitalet var meget hurtige med at sætte en dato for PKS. Først med en dato før termin, hvorefter jeg fik dem til at skubbe datoen til en uge efter termin. Det var svært at “bede” om det. Jeg er et ret konfliktsky menneske.
Det skal siges, at min mor og storesøster var meget bekymret for situationen og talte meget godt om et PKS. Deres “Frygt” smittede nok lidt af på mig, og jeg blev ret usikker på, om jeg nu også kunne gennemføre.
Jeg gik over tid, men efter to hindeløsninger skete der noget. Mit vand gik spontant inde i en butik midt i KBH, og jeg måtte følge proceduren med at ligge mig ned, indtil Falck kom og hentede mig.
Veerne startede helt naturligt kort efter, og alt tydede rigtigt godt. Da jeg kom ind, var jeg 5cm åben. Jeg havde grønt forstervand. Fødselslægen/eller jordmoder (vil jeg tro) var hurtig til at sige AKS, men en anden tilføjede, at det var helt normalt med grønt vand ved sædefødsel, og at jeg derfor fortsat gerne måtte føde. Baby havde det også helt fint.
6 timer efter var jeg 9-10cm åben, dog uden pressetrang. Jeg lå primært på siden i sengen og var lidt “lammet” i situationen - overvældet af veer, som jeg ikke havde prøvet at mærke før. Jeg arbejde godt med dem dog, og koncentrerede mig om at slappe af - selvom det var svært.
Jordmoder og studerende lod mig mest være, jeg tror de følte, at jeg havde styr på det. Jeg var svær at lokke rundt i andre stillinger, jeg var ret meget “væk” i egen verden. Til sidst lykkedes det dem at få mig til at sidde lænet frem over en sækkepude. Her husker jeg, at jeg fik en lille følelse af noget der trykkede. Men, jeg blev lidt bange for følelsen og holdt nok lidt igen. 

Baby havde det helt fint, det havde jeg også. Jeg havde fået klyx, min blære var blevet forsøgt tømt ved kateter, for at skabe plads til ham. Elektroden på hans numse (da han jo vendte med den først) røg af to gange. Hver gang den blev påsat, rykkede han ligesom lidt længere op - altså han lavede et lille spjæt.

Set i bakspejlet af denne fødsel, ville jeg ønske at jeg havde bevæget mig meget mere.


Efter en time, hvor jeg havde været de her 9-10cm åben, kom fødselslægen ind igen. Jeg havde nok fra start fornemmet, at hun ikke var helt tryg ved en vaginale sædefødsel. Det var ligesom bare en fornemmelse jeg havde.

Da han ikke rigtigt trængte længere ned, syntes hun, at det var bedst vi fik lavet det kejsersnit nu. Alle havde det fortsat godt i forløbet og vi fik lokket hende til at give os yderligere 10min. Jordmoder og studerende fik travlt med at give liggende rebozo med et lagen.  Jeg må nok erkende, at jeg havde givet lidt op her, efter lægen havde beordret kejsersnit.
10min senere kom lægen ind og sagde at nu var det bedst at få lavet det kejsersnit. Jeg mumlede ja. Kort tid efter var Loke ude, sund og rask dreng på 3640g, 5 dage over termin.
Kejsersnittet var uproblematisk. Efterfølgende besøger både konsultationsjordmoder, fødselsjordmoder, og fødselslægen (der gerne ville have født vaginalt med os) os på barselsafsnittet - dejlige mennesker <3

Set i bakspejlet af denne fødsel, ville jeg ønske at jeg havde bevæget mig meget mere. Jeg er sikker på, at det ville have hjulpet ham mere på vej.

Udover det, ville det have været dejligt med lidt mere opbakning, særligt fra mor og søster. 


VBAC på hospitalet 

04/01/17 blive lillesøster Urd født. Jeg har endnu en dejlig graviditet denne gang, fast besluttet på at føde vaginalt. 

Hjemmefødsel er igen oppe og vende, men jeg tør ikke risikere noget, Vi møder heller ingen opbakning omkring hjemmefødsel på vores vej. Samtidig har mit liv ændret perspektiv, jeg er nu mor til Loke, og acceptere en hospitalsfødsel.


vandet går lige i krydset på Blegdamsvej


Veerne starter blidt lige efter midnat. De fortsætter med at være blide natten og dagen igennem. Jeg vil helst bare være hjemme. Kl. 14 har vi kontakt til Riget, vi får lov at blive hjemme. Veerne er ikke så regelmæssige endnu. Vi hygger hele dagen, jeg elsker at være derhjemme. 

Omkring 16.45 -17.00 tiden taler jeg i tlf. med min mor. Veerne bider lidt ekstra, men jeg kan godt tale igennem en ve, hvis jeg lige koncentrerer mig. Hun skal ikke vide besked, da jeg ikke har brug for hendes bekymringer.

Kort tid efter går det stærkt. Veerne tager til, og jeg har ikke prøvet denne del af fødslen før. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, kan næsten ikke være i egen krop. Det går meget hurtigt. Jeg bruger nu laboro vejrtrækningen, som jeg har lært ved Smertefri fødsel. Den havde jeg endnu ikke haft brug for ved Loke.
Jeg beder min mand om at spise hans 7/11mad i en hulens fart, for nu kommer hun altså!
Vi får moslet mig ned i Christianiacyklen, hvor jeg står på alle 4 lænet op ad bænken. Heldigvis er det mørkt uden for. Pressetrangen melder sig og vandet går lige i krydset på Blegdamsvej.
Da vi kommer frem, møder vi en jordmoder ved indgangen, hun har fyraften. Hun kan høre på mine “lyde” at det skal gå hurtigt. Hun hjælper os op, imens hun støtter mig bagfra med en hånd mellem mine ben. Kønt syn.. Igen, godt det er aften og der er få mennesker. Kl. er her omkring 17.50.
Jeg kommer ind på en undersøgelses stue, hvor de kan konstatere, at fødslen er godt i gang. Man kan lige ane toppen af hendes hoved. Jeg stiller mig på alle 4 på briksen, men bliver for blufærdig. Døren går nemlig op nogle gange, og her står jeg med bagdelen mod døren, som det første personalet møder, når de kommer ind..
Jeg får bugseret mig om på siden og presser videre.
Hjertelyden stiger, hovedet er halvvejs ude. De kan ikke nå at få sat elektroder mm. på. hende. De beslutter at give et klip, hvorefter hun er født lige efter, kl.18.10. Sund og rask pige på 3536g, 5 dage over termin. Vi nåede altså at være der 20min.
Jeg mister 600ml blod og er efterfølgende ret omtumlet. Vi cykler hjem 4timer efter lidt hvile og nyder at kunne være så hurtigt hjemme. Det var endnu engang et dejligt personale, som vi mødte på hospitalet.


Freebirth


21/04/19 bliver lillesøster Gro født.

Igen har jeg en rigtig dejlig graviditet. Jeg nyder det ekstra, denne sidste gang. Igen står jeg over for en fødsel, hvordan skal den forløbe?

Jeg nævner hjemmefødsel for min konsultationsjordmoder. Hun er ret pro hjemmefødsel faktisk. Hun læser min journal og ser, at Urd havde høj puls sidst i forløbet og at jeg mistede 600ml blod. Herefter råder hun mig alligevel til at vælge hospitalet. Slukøret går jeg hjem. Jeg bruger noget tid på at vænne mig til tanken. En hospitalsfødsel er også helt okay. Vi har jo mødt et rigtigt sødt personale hver gang på hospitalet. Jeg beslutter mig for at slutte fred med det.


Omkring 1 måned inden termin blusser tankerne om hjemmefødsel igen op.
 

Jeg SKAL altså føde hjemme. Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle haste ind på hospitalet som sidst. Jeg har en kæmpe stor trang til at være hjemme i de omgivelser, hvor jeg har ro. Jeg kan ikke forklare hvor det behov, den trang, den følelse kommer fra. Men den er stærk og bliver blot stærkere jo tættere termin kommer. 

Vi vender det mange gange derhjemme. Jeg ringer til diverse fødeklinikker, som desværre ikke må huse mig pga. tidligere kejsersnit. Jeg får efterfølgende fat i en privatjordmoder, som desværre ikke har tid. Imellem tiden får jeg kontakt til Mette Marie, der er doula. Hun har født hjemme efter et kejsersnit, og jeg MÅ bare høre hendes historie. Hun kommer forbi og giver mig en dejlig omgang rebozo. Herefter taler vi om hendes fødsler, mine fødsler, mine tanker osv. Det er en virkelig behagelig samtale, der er en god kemi. Mette Marie er så rolig og varm, hendes ro smitter.

Jeg beslutter herefter for alvor at finde en privat jordmoder. Vi er nået så langt i forløbet, at der nu kun er nogle dage inden termin. Skæbnen ville, at jeg finder en, der har tid til mig.

Vi fik besøg af hende skærtorsdag, 2 dage efter termin. Vi talte om de andre to fødsler, om vores tanker om denne osv. Hun gav mig ro i sjælen og styrkede min tro på mig selv. Samme aften går noget af mit vand. Jeg er i tvivl, da den ikke er ”slimet” med meget vandig. Vi går i seng. Næste dag er der ingen tegn på veer. Vi laver lidt rebozo og igen kommer der et lille vandskvulp ud. Jeg er virkelig i tvivl og alligevel ikke. Der kommer nemlig lidt vand flere gange i løbet af dagen og jeg føler at der sammenlagt, er kommet en hel del efterhånden. Mine forældre er på besøg, de bor hos min søster. Vi aftaler, at de tager de tager Loke og Urd fredag formiddag, så vi kan få lidt ro. Men intet sker. Jeg begynder at bliver bekymret, for hvis det nu er vandet, så skal hun jo snart ud! Jeg skriver til jordemoderen. Hun beroliger mig. “Tro på det, det skal nok komme.” Jeg bliver rolig igen.


Hvorfor sker der ikke noget?


Det bliver lørdag. Vi går en lang tur. Kom nu veer. Der kommer stadig vand i små skvulp, og I nogle timer intet. Omkring middag niver veerne lidt. Jordemoderen råder mig til at stimulere brystvorter, og det er det eneste der har god effekt. Jeg fortsætter arbejdet, men det går helt i stå når jeg stopper. Jeg begynder at være lidt desperat. Vi taler med Krista, som beroliger, os og siger at man i Norge venter med igangsættelse 72timer efter vandafgang. Hun tjekker op på mit velbefindende over telefonen. Jeg prøver at slappe af i situationen.
Det bliver søndag, der kommer ikke rigtigt mere vand. Der er fortsat masser af liv. Vi ringer til jordemoderen, der synes vi skal tage på hospitalet og få kørt en strimmel, bare lige for en sikkerhedsskyld. Samtidig anbefaler hun os, at jeg ikke bliver undersøgt indvendigt – hvilket de nok meget gerne vil. Der er risiko for infektion, hvis jeg skal undersøges. Hun råder os til, ikke at give for mange oplysninger omkring vandafgangen, da jeg i så fald vil blive indlagt med det samme
En venlig jordmoder viser os ind på stuen og alt er fint. Hun undrer sig lidt over min usikre forklaring og vil gerne undersøge mig indvendigt. Jeg efterhånden rigtigt gerne vide, hvor langt vi er i forløbet, jeg er utålmodigt og ret træt. Jeg har ikke set vores to øvrige børn siden fredag formiddag og det er nu søndag. Hvorfor sker der ikke noget?
Det niver lidt imens strimlen køres, og man kan da også se nogle ud svingninger. ”Den må du da have kunnet mærke” siger jordmoderen. Og jo, det kunne jeg da også godt, men jeg ville ikke afsløre for meget for hende.

Min mand får sagt nej tak til indvendig undersøgelse, med argumentet om mulighed for infektion. Jordmoder accepterer, imens sidder jeg og krummer tæer over situationen.  Jeg er glad for at min mand takker nej, jordmoderen taler nemlig om vedrop kl 14.00, hvis der ikke sker mere. (kl. er her 09.00). 

jeg kan nu kun bruge laboro-vejtrækningen, og ved inderst inde godt hvad klokken er slået.

Vi smutter hjem, mig med et frisk bind på og en påmindelse om at komme tilbage efter en times tid, så jordmoder kan tjekke om der kommer mere vand.
Da vi kommer ud af hospitalet, ringer vi til jordemoderen. Jeg er blevet lidt ked af det, og usikker på mig selv. Vedrop og igangsættelse, pyha, men hun beroliger mig. ‘Du har stadig nogle timer endnu. Udnyt dem og prøv at blive ved. Det skal nok lykkedes’. Jeg vil virkelig gerne undgå en igangsættelse. Jeg savner mine unger, så i stedet for at gå en tur en times tid, cykler vi ned på en legeplads og mødes med mine forældre og ungerne. De hygger sig og har slet ikke tid til at se os. Efter en lille times tid på en bænk i solen, kan jeg ikke helt overskue varmen mere. Småveerne niver og jeg vralter lidt utålmodigt rundt. Vi tager hjem igen, uden børnene. 


Min krop er rolig, jeg er ikke bange, det hele føles så naturligt og instinktivt. Jeg føler det presser, jeg presser naturligt med.


Da vi kommer hjem, beslutter jeg mig for at tænke positivt. Nu havde jeg set ungerne, de havde det godt (vi har aldrig været adskilt så længe). Jeg lægger mig på madrassen i stuen, og tager en lille time på øjet. Min mand sætter noget god musik på, og vi får slappet af. Omkring kl 13 tager jeg mig sammen og starter med at stimulere brystvorter igen.
Pludseligt går det hurtigt. Veerne ruller ind over mig. Jeg kan ikke længere følge med. Jeg bliver nødt til at rejse mig og begynder at vandre rundt i lejligheden. Jeg kan nu kun bruge laboro-vejrtrækningen, og ved inderst inde godt hvad klokken har slået. Men veerne kommer bag på mig, og jeg når derfor ikke at tænke på at ringe til jordemoderen, og min mand bliver heller ikke rigtigt advaret. Jeg går på toilettet for at tisse, og herude opgiver jeg at rejse mig fra igen. Min krop er rolig, jeg er ikke bange, det hele føles så naturligt og instinktivt. Jeg føler det presser, jeg presser naturligt med.

Efter et par underlige lyde fra toilettet kommer min mand ud, han insisterer på, at jeg skal have noget saft. Jeg gisper vredt, at jeg ikke vil have noget. Han bliver ved med at insistere (han har fået strenge instrukser på at give mig sukker, da jeg var helt drænet ved første fødsel). Jeg får råbt, ”Hun kommer altså nu!!” efterfulgt af ”Ring til jordemoderen” og ”tag nogle billeder”. Han ringer uden held, men får taget et par billeder. Kort tid efter tager jeg imod hovedet, siddende på toilettet. Et varmt lille blødt hoved. Jeg får lige sagt ”Tag hendes krop” og letter mig lidt fra brættet og VUPS hun er født kl. 14.00. Min mand tager imod hende, og giver hende med det samme til mig. Han er totalt cool og det hele er super udramatisk. Roligt vikler han navlesnoren fra hendes hals og hun giver med det samme et lille skrig. Herefter er hun helt stille og betragter roligt de nye omgivelser. Alt er roligt, vi er rolige, baby er rolig. Det hele er så naturligt. 

Jordemoderen ringer op kort tid efter, hun kan først være der om en time. Men hvis alt er godt, skulle vi ringe ind til fødeafdelingen og bede om at få en hjemmefødselsjordmoder ud. Så det gør vi.
20 min efter kommer min søde konsultationsjordmoder ind ad døren, hun var egentligt på vej ud til en anden, men blev stoppet i sidste sekund og sendt ud til mig i stedet.  Det var så hyggeligt. Moderkagen bliver født inde i stuen, og 3 små knuder bliver slået - meget overfladiske skrammer. Et blodtab på omkring 200ml bliver det vurderet. En lille pige på 2950 og 51cm. 

Min mand er flyvene over at have taget imod Gro, det blev virkelig også hans fødsel.

Mormor, morfar og børnene kommer 4 timer efter og ser den lille ny.




Naturlige veer

veer.jpg

En gang imellem popper vores gamle blogpost om LANGVARIG VANDAFGANG op rundt omkring på fx facebook. Det er dejligt stadig at kunne dele vores tanker om netop det emne.

For kvinder der allerede har født med en langvarig vandafgang som intro, kan tanken om det samme scenarium være skræmmende: Skal man nu sættes igang, skal man have ve-drop, skal man have antibiotika hver fjerde time? Bindes til drop og overvågning: Gøres til patient i de sidste afgørende timer af en måske ellers ukompliceret graviditet?

Vi har allerede skrevet lidt om, hvordan man kan forholde sig til vandafgang - nemlig tålmodigt at vente på veer. At man kan forbygge ved at spise c-vitamin og at det måske sket ikke er SÅ farligt. som vi går og tror.

Men hvad kan man gøre mens man venter på veerne?


OXYTOXIN:

Det allervigtigste er at stimulere sin egen oxytocin-produktion. Kærlighedshormonet, som også er det der skaber orgasme, og som forhåbentlig var tilstede i en eller anden form da din baby blev produceret. 

Byg hule, gør det rart og hyggeligt, luk ned for de bekymrende tanker på alle tænkelige måder. Du skal i kontakt med din krop og væk fra din hjerne, der må vil spekulere og udtænke løsninger. Læg telefonen, facebook-forum og alt det andet online væk. Har du en kæreste ved hånden er al nus, kys, massage, stryg, kærtegn, sex, stimulering af brystvorter, måder at skabe oxytocin på. Du ved selv bedst, hvad der gør dig allermest tryg, varm og afslappet. Det er der du skal hen.


REBOZO:

Rebozo er massage med et langt tørklæde. Rebozo betyder sjal på spansk, og kommer fra Mexico, hvor det bruges flittigt at jordemødre. Rebozomassage er en vuggende massage, der aktiverer det parasympatiske nervesystem: Det fremmer kroppens ro - og hvilesystem og øger dermed frigivelsen af oxytocin. Alt efter hastighed og styrke kan massagen bruges til ren afslapning, afspænding af muskulaturen i omkring bækkenet, til understøttelse af barnets rotation gennem fødselskanalen og stimulere veer. 

rebozo.jpg


AKUPRESSUR, ZONETERAPI OG AKUPUNKTUR:

Alle arbejder med meridianbanerne i kroppen, og har rødder i kinesisk og taoistisk filosofi, og er anerkendte behandlingsformer. Ved at stimulere forskellige punkter på kroppen genoprettes ubalancer i forskellige organer. Mange jordemødre kan i dag lave modningsakupunktur og akupressur og zoneterapi kan man selv eller partner lave. 

De vigtigste punkter:

SP6 - må ikke laves før uge 37

Fire fingre (det er vigtigt at måle med sine egne fingre, de passer til benenes proportioner) over knoglen på indersiden af benet. 

SP6.jpg



Livmoderpunkt - må ikke laves før uge 37

Indersiden af hælen. Massér hele indersiden af hælen, så vil du også ramme blærepunktet, som også har godt af et lille tryg, når man er gravid.

livmoderpunkt.png


Givslip-punktet (L.I.-4) - må ikke laves før uge 37

Mellem pege og tommelfinger. punktet ligger dybt, så man må gerne trykke lidt til. 

Punkt-LI-4-akupresura-300x235.jpg


HOMØOPATI

Der findes forskellige homøopatiske lægemidler der sættes i forbindelse med manglende eller svage veer. Homøopatisk medicin er ikke sådan at trække op af hatten, og findes som udgangspunkt ikke på de danske hospitaler. Men nogle doulaer benytter sig af det - det gør vi på MANNABIRTH, og vi har også haft gode erfaringer med det. Det er vigtigt at have kendskab til homøopati og at kigge på den enkelte gravide. Vi har været på miniuddannelse hos homøopat Mette Mitchell (Homøopat fra Centre for Homeopathic Education i London).

homeopati.jpg


Caulophyllum og Gelsemium kan begge virke på ineffektive og svage veer.

Kig evt på homøopat Mette Mitchells kurser:

https://mettethehomeopath.simplero.com/products/73503-Homoeopati-til-din-foedsel

Hvis man ønsker at bruge homøopati og sætte sig ind i de forskellige gavnlige virkninger både før, under og efter fødslen kan man købe et Childbirth Kit her:

https://www.helios.co.uk/shop/childbirth-kit


ÆTERISKE OLIER

Både dufte og massage med æteriske olier kan påvirke kroppen positivt under fødslen. Æteriske olier kan måles i blodet efter blot 30 sekunder efter at det er påført huden. Olierne og deres dufte påvirker vores limbiske system, også kaldet ‘den emotionelle hjerne’ eller ‘følelseshjernen’. Denne del af hjernen beskæftiger sig med de strategier vi bruger for at holde os i liv - at spise, at kunne kæmpe/flygte, at forplante os, vores seksualitet og yngelpleje og omsorg. Olier er derfor noget af et af de mest oplagte hjælpemidler under fødsler. 

Særlige olier kan fremme livmoderens arbejde, dens evne til at trække sig sammen og lave veer. Andre olier virker afslappende og beroligende, andre igen kan give energi og en ‘second wind’ under fødslen. Man kan bruge olierne under massage, smertelindring til at dufte til eller til at diffusere, så de fordamper og spreder duft i rummet. 

Vær opmærksom på at rene æteriske olier skal blandes med en grundolie, som f.eks fraktioneret kokosolie eller mandelolie, de fleste kan ikke puttes direkte på sensitiv huden. Sæt dig grundigt ind i oliernes egenskaber. Køb olier af god kvalitet, så de er så rene som muligt. 

Salvie er en god olie, når det gælder livmoderens arbejde. 

I MANNA arbejder vi med forskellige olieblandinger, der kan støtte før, under og efter fødslen. Vores MANNA RELIEF-blanding indeholder bl.a. Salvie til fremgang og naturlig igangsættelse.

mannareliefolie.jpg

Du kan købe en MANNA RELIEF OLIE til 250 kr hos os: kontakt info@mannafødsel.com

Andre steder at handle olier:

https://www.doterra.com/US/en

https://www.urtegaarden.dk/aeteriske-olier


NATUREN

Gå en lang tur i naturen, mærk din krop, skab kontakt til dit ufødte barn uden forstyrrelser. Undgå #SoMe og andres skræmmehistorier.

nature-3767411_1280.jpg


B.R.A.I.N

Brug BRAIN-metoden, hvis du er i tvivl om de tilbud du stilles overfor på hospitalet. Find den her: https://www.mannabirth.com/downloads

NYFØDT MOR 

Fødslen som overgangsrite

En overgangsrite er et ritual eller ceremoni, der udføres i forbindelse med et menneskes indtræden i en ny fase af dets liv. Overgangsriter forbinder vi måske mest med primitive kulturer: manddomsprøver, unge kvinder, der når de får deres første menstruation, begravelser. Vi har i princippet en slags overgangsriter herhjemme – konfirmationen, vielsen. Disse begivenheder, som man nok snarere må kalde dem, er ikke omgærdet af ret meget ritual længere. Det, der kommer nærmest en overgangsrite er nok døden og begravelsen. Man kan næppe forestille sig, hvordan livet kan gå videre uden en rituel afsked med et familiemedlem, der afgået ved døden. Ritualer er nødvendige for at at sikre at vi og vores omgivelser kommer trygt over på den anden side – til det nye 'jeg.' Ritualet er vigtigt ved dødsfald  - men i den grad også ved fødslen. Og netop overgangsritualet i fødslen er komplet glemt i vores kultur.

 

HVAD ER EN OVERGANGSRITE

Et overgangsritual rummer tre forskellige faser: 

Udskillelses-rite: Ritualets objekt skilles ud fra sin vante sammenhæng.

Liminal-rite: Selve overgangen til et ‘nyt jeg’ sker. 

Inkorporations-rite: Objektet indgår i sin nye sammenhæng. 

 

Ser man fødsel som en overgangsrite, kunne man se faserne således:

  1. Udskillesesrite: Kvinden bliver gravid og skilles ud fra sin vante sammenhæng og markeres som noget særligt.
  2. Liminal fase: Fødslen: hvor selve overgangen tænkes at finde sted. Den kendetegnes af, at objektet nu er helt nulstillet, uden status og identitet. Det tænkes at befinde sig i et tomrum mellem sin gamle og sin nye status, i en flydende eller blød tilstand hvor alt er muligt. I denne farlige tilstand er objektet sårbart, men netop derfor også modtageligt for det, som ritualet skal gøre ved det. Også grænserne mellem objektet og dets omgivelser kan blive flydende, og i nogle tilfælde viser ritualet, at hele verden er opfattet som "blød", altså påvirkelig af det, der foregår i denne fase (citeret fra religion.dk)
  3. Inkorporationsfasen hvor objektet indgår i sin nye sammenhæng med den status og identitet, som ritualet har skabt: Barnet kommer ud, kvinden er blevet mor.

 

FØDSLEN FORPROGRAMMERER DEN NYE MOR

Ser man fødslen som en overgangsfase, som beskrevet ovenfor i den ‘liminale fase’, er det tydeligt, hvor skrøbelig denne position - eller transformation - er. I tilstand af fødende er kvinden modtagelig og åben: grænserne mellem hende og omgivelserne er flydende. Det er umuligt at lukke omverdenen, og alle de indtryk ude, og det, der bliver sagt til og omkring den fødende, har stor indflydelse på hende. Hun er ‘nulstillet’ og derfor er fødslens forløb og hændelser det, der forprogrammerer hende som mor, som den nye person hun skal til at blive. Ser man fødslen som et sted, hvor personen er holdt op med at ophøre er det selvklart et meget betydningsfuld tidsrum. Fødslen sætter sig som aftryk i den nye person, og disse aftryk skal hun leve med resten af sit liv. Det er altså ikke ligegyldigt hvordan en fødsel forløber - både for barn og mor. 

Vi fejrer babyens fødsel med en masse opmærksomhed, men fødslen af en mor? Hun opfattes som den hun var, hun leverer et stykke arbejde, og den bedrift fejrer vi ikke. Hun går igennem en fysiske forandring (først de 9 måneder, hvor babyen ændrer moderens krop) og derefter de døgn, hvor hun på kortest tid undergår den største forandring hun nogensinde vil opleve (udover da hun selv blev skabt): Kroppen og psyken åbner sig, og der kommer et menneskebarn ud! 

homebirth.jpg

 

Mentalt bliver den gravide i disse døgn strukket til det ukendelige; mange kommer i faser af fødslen helt ud af deres sædvanlige jeg. Nogle oplever dødsangst, de skriger og råber, er vrede. Andre er stille og indelukkede. Når kroppen igen vender tilbage, og skal lukke sig efter, at barnet er født, er det et nyt menneske, der bor i den. Et menneske, der nu lever for at et andet menneske kan leve. At beskrive denne transformation er næsten umulig. Dertil kommer at transformationen selvfølgelig er helt individuel, og at ingen vil opleve præcis det samme. Hvor 'helskindet' man kommer ind i sin nye livsfase afhænger af tidligere oplevelser, egen barndom, egen fødsel, den fødendes forhold til din mor, til sin partner og til mange mange andre ting.

Når vi føder bliver vi pillet fra hinanden, for at blive sat sammen på en ny måde. Bækkenets knogler presset fra hinanden, huden strækkes, ligamenter og muskler strækker sig. Hormonerne arbejder på højtryk for at skabe den transformation både fysisk og mentalt. Det er hormoner, der skaber veer, som afkorter livmoderhalsen, og det er hormoner, der gør moderen i stand til at tage sig af sig barn efterfølgende. Det er hormoner, der skaber følelsen af kærlighed til dette lille væsen, og som får mælken til at løbe, og dermed gør barnet i stand til at overleve. Disse hormoner - oxytocin - skal derfor have de bedste betingelser.

 

DEN KOMMENDE MOR SKAL RESPEKTERES, STØTTES OG ÆRES

I Danmark fokuserer vi ikke ret meget på oxytocin og fødselsoplevelsen for moderen, men på nogle andre ting: Hvornår har du termin? Er du gået 10 dage over? Skal du sættes i gang? Hvornår kommer babyen? Har du ikke født endnu? Hvad vejer han? Hvad kan man få af smertelindring, og skal du ikke bare have en epidural? Og i sundheds-Danmark handler det om, at kvinder og børn 'overlever' fødslen - altså, at redde os fysisk igennem. Det er det vigtigste. Men hvad med det mentale? Skal vi ikke også overleve psykisk? Jeg medgiver at det er god ting, at vi har en teknologisk formåen, der gør, at spædbørnsdødeligheden er lav, og at kvinderne ikke dør i barselssengen. Men hvad vil det egentlig sige, at blande sig i den naturlige fødsel med fx ve-drop, epidural? Forstyrrer vi muligvis et vigtig fysiologisk (og dermed mentalt – da de to ting, jo som bekendt er uadskillelige) overgangsritual? 

Hvorfor fokuserer vi ikke på: Hvordan fødte du? Hvad følte du under fødslen, hvordan følte du bagefter? Har du en god graviditet – er du glad? Hvorfor er fejrer vi ikke kvinderne, der skal føde? Hvorfor ser vi ikke dette kæmpestore skift i et menneskes liv, som behøver opmærksomhed, kærlighed og støtte? 

Jeg mener ikke, at vi nødvendigvis alle behøver at holde fester for de gravide - selvom jeg synes det ville være på sin plads. Men vi mangler en anerkendelse af, hvad fødslen faktisk betyder for kvinden. Hvilken game changer den er, hvad den dårlige fødselsoplevelse kan føre med sig. Omsorgen for gravide og fødende ligger et forkert sted. Det er fint, at vi spiser sundt og bliver visiteret for alt det farlige, alle de små fejl, og at vi kan lave et kejsersnit, når det virkelig er nødvendigt. Men anerkendelsen og opbakningen til det arbejde kvinden går igennem, det bliver ikke hyldet. Ritualet er dødt.

 

RITUALETS KRAFT

Tidligere dyrkedes denne rite i det stille i og med, at kvinder gik hjemme med kvinder; at læren fra de ældre blev videregivet til de yngre. Man fødte hjemme med de kvinder man kendte omkring sig. Der har givet være mere ritual omkring fødslerne, i og med, at kvinderne blev plejet af kvinder, og man gjorde som man altid har gjort indenfor familier eller andre kredse. Ritualets gentagelse. Jeg taler ikke for at vi skal tilbage til hjemmegående kvinder, at mødre og bedstemødre skal med til fødsler, at alle skal føde hjemme, eller at mænd ikke skal med til fødsler. Slet ikke. Men der skal træde noget andet ind, der dækker den mentale omsorg, som et familiært kvindefælleskab gav. Lær partneren hvad omsorg faktisk er – hvad er det kvinden går igennem og hvordan kan han/hun hjælpe? Styrk forståelsen for, at det ikke bare er et marathonløb, der skal gennemføres – som fødslen ofte sammenlignes med. Det handler ikke kun om at udholde smerte i x antal timer. Det handler om en psykisk prøvelse (ja, som marathon jo også gør for nogen by the way), hvor hormonerne skal gå op i en højere enhed. Ja, man kan træne til en fødsel, men man kan ikke kontrollere den, som man kan med marathonløbet. Du kommer ud for en prøvelse, som ingen kan forudse, hvad indeholder – og denne prøvelse afstedkommer et produkt (baby) som du på godt og ondt er bundet til resten af dit liv. Den største lykke og den største sorg vil være forbundet med dette nye liv. Det er ikke småting.

I oktober sidste år udkom en fantastisk debatbog af journalist Hanne Dam, der sætter fokus på betydningen af den naturlige fødsel for kvinden - og stiller spørgsmål til de mange igangsættelser, stimulering med ve-drop og kejsersnit, vi ser på de danske fødegange i dag. Fødsler er blevet en sygdom, der skal overkommes. Kejsersnit kan man få, hvis man ønsker det. Bevares, det er ikke let som i Brasilien, hvor kejsersnitsraten ligger på private klinikker er 90 % og for samtlige landets fødsler er 54 %, men - som man kan læse hos i Hanne Dams Giv kvinderne fødslen tilbage: Hvis kvinden efter en samtale men lægen, der mener at den vaginale fødsel er bedst, stadig holder på et kejsersnit - så får hun det! 

Det disse kvinder ikke ved - eller ikke tager for god varer - er hvilken betydning fødslen har for hende som kvinde, og for artens overlevelse. Et samfund med 100 % kejsersnit er et forarmet samfund. Ligesom et samfund uden ritualer og traditioner ville være tomt, sørgeligt og forarmet. Hvordan skal vi overleve med en tilfredsstillende mental sundhed, hvis ikke vi selv kan producere vores børn? 

 

SKAL DET GØRE ONDT? OG KAN KRISTIAN LETH EGENTLIG LÆRE OS NOGET OM FØDSLER?

Jeg vil citere Kristian Leth, der skriver om ritualer i sin og Eske Willerslevs bog om videnskab og magi. Efter at have overværet en ceremoni på Papua, hvor unge drenge får skåret et mønster i huden for at blive mænd, skriver Leth:

Det, der slog mig Yamok, var, at de ting, jeg stadig følte jeg forstod, kom til udtryk i det blodige og smertefulde ritual. Der var et tidspunkt i ritualet, hvor det rent eksotiske og fascinerende ved udskæringen trådte i baggrunden. Her var livet kogt ned til dets allervigtigste bestanddele. Og dem forstod jeg.

    Livet, døden, smerten, kærligheden. I fædrenes omsorg for deres sønners smerte, deres hviskede opmuntringer og respekt for deres gennemlevning af den. I de ældres fortællinger - til mig og til hinanden - om det heroiske i oplevelsen, i forvandlingen. I deres accept af, at disse unge mænd nu blev fuldbyrdede mænd, levedygtige medlemmer af et større fællesskab, både i landsbyen og tilbage i tiden til de legendariske forfædre […] og til sidst deres tilbagevenden fra det møde. Hele og arrede. Større.

Jeg tænker straks på fødslen som et lignenede ritual - smertefuldt, men også helende og styrkende, gennemlevet med støtte fra nærtstående, der allerede har været det igennem. Og smerte er jo - som nogen måske ved - noget, der foregår i hjernen. Dvs. at vi faktisk med de rette kneb kan tænke og handle os frem til en mindre smertefyldt oplevelse. Det er Anja Bays Smertefri Fødsel bl.a. et bud på. Men der er også evidens for, at en fødsel i trygge rammer - og med en doula - opleves mindre smertefyldte. (Læs om doula-effekten her

Og Leth skriver videre:

..det er bemærkelsesværdigt, hvor fraværende ritualer er for os. I vores kultur er ritualer noget, vi ikke vil være fanget af. I dag er det normalt, at vi vil kunne omforme det for at skabe det ritual, vi gerne vil have. Vi vil gerne designe vores dåb, vores bryllup og vores begravelse. Selv vores kirkelige ritualer er i dag praktisk talt befriet (eller berøvet) de krævende fysiske, besværlige og uforståelige elementer, der giver rituel magi. Og uden magi, ingen transformation

Vi har i dag grundlæggende misforstået, hvad det er, der giver rituel kraft. Ritualet har altid indeholdt både ubehag og lindring, kamp og sejr, fortvivlelse og tilbagevenden  …

Berøver vi kvinders fødsler den naturlige afvejelse af ubehag, lindring, kamp og sejr, er vi fortabte. Vi skaber et moderfolk, der ikke får deres legendariske formødres kraft. Giv kvinderne dette ritual tilbage, værn om det, ær det.

Foto:©Givtillyset.dk

Foto:©Givtillyset.dk

 

Der henvises til/citeres fra  

Giv kvinderne fødsel tilbage (Hanne Dam, Tiderne Skifter, 2017)

Historien om det hele - fortællinger om magi og videnskab (Kristian Leth og  Eske Willerslev, People's Press, 2016), s. 114, 115

GIV KVINDERNE FØDSLEN TILBAGE

Man får tårer i øjnene; så godt og vigtigt er indholdet i denne bog.

I DAG UDKOMMER JOURNALIST OG KVINDEFORKÆMPER HANNE DAMS BOG 'GIV KVINDERNE FØDSLEN TILBAGE. 

Hanne Dam, der med spiciale i kønspolitik har bedrevet jounalistik for information, Berlingske, undervist på RUC og modtaget Cavlingprisen for sit arbejde, tager nu livtag med de barske realiteter i Fødeland Danmark.

Kristisk går hun til de danske hospitalers procedurer, der hvert år sætter hver 4. førstegangsfødende igang, udfører kejsersnit på hver 5. gravide, og sætter et ve-stimulerende drop på hver tredje.

Der er blandt andet fødselsberetninger, interviews med kloge jordemødre som Krista Bella Hulten og Anne Ruby, med Smertefri Fødsel-Anja Bay, formand for jordemoderforeningen Lillian Bondo, tidligere klinikchef på Rigshospitaltes fødeafdeling, Morten Hedegaard, den svenske fysiolog og forsker i oxytocin Kerstin Moberg og tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler.

Selv bidrager jeg med min fødselsberetning om et forceret kejsersnit. 

Denne debatbog kan på det varmeste anbefales til alle, der føler noget for fødsler og livets begyndelse. 

 

givkvinderne.jpg

Lad ikke en vandafgang forstyrre din fødsel

PROM (prelabour rupture of membranes) eller 'vandafgang uden veer'. Hvad er det egentlig? Hvornår er det 'uden veer'?

2-The-Raft-15-480x270.jpg

Manna Fødsel har oplevet dette fænomen tre gange inden for tre måneder i Manna-regi. Det er ikke så lidt, når man tænker på, at kun 8 % af alle fødsler starter med vandafgang. Når vandet går, starter veerne ofte indenfor kort tid. Hvad er kort tid? Hvornår er det ikke længere kort tid siden vandet gik? Hvornår rammer du en 'vandafgang uden veer'?

Det afhænger helt af øjnene, der ser.

I Danmark ser de fleste hospitaler gerne, at du har født inden 24 timer efter vandafgang. Du vil blive tilbudt antibiotika, fordi der er en forhøjet risiko for infektion jo længere tid, du går rundt med et hul i forsterhinden. En infektion vil kunne gøre dit barn sygt. Du vil blive tilbudt igangsættelse efter – nogle steder – 6 timer. Så skønner man, at du har født inden de 24 timer efter vandafgang. Men hvor stammer tallene fra? Hvorfor lige 24 timer? Hvor lang tid går der før, der kommer bakterier op igennem skeden og ind i et lille hul et eller andet sted i fosterhinden? Lyder det ikke som om, der er ret lang vej?

 

Forældede retningslinjer?

nurse 1950.jpg

Den skrappe regel, som danske hospitaler kører efter stammer fra undersøgelser lavet i USA i 50erne og 60erne! Her fandt man ud af, at det nedbragte dødeligheden blandt nyfødte, hvis kvinden fødte indefor 24 timer. MEN: Dengang var svangreomsorgen en helt anden, og brugen af antibiotika i forbindelse med vandafgang ikke særlig udbredt. Undersøgelserne skærer desuden fødende over en bred kam: Det fremgår derfor heller ikke, hvor mange af de fødende, der i forevejen havde en streptokokker-infektion, og der skelnes ej heller mellem kvinder der modtog pleje, og kvinder som ikke blev tilset. 

Dvs: Når vi taler om 24 timer har vi ikke med i overvejelserne, at danske kvinder faktisk testes for GPS – streptokokkerinfektion, at vi scannes og får kørt hjertelydskurver, at kvinder i dag er langt mere informerede, og at svangreomsorgen i det hele taget er mange mange gange bedre i dag – også i Danmark. Derfor holder denne håbløse tidsfrist på 24 timer ikke længere.

Læs om hele den amerikanske undersøgelse af PROM eller vandafgang uden ledsagende veer her: https://evidencebasedbirth.com/evidence-inducing-labor-water-breaks-term/

 

Kloge hollændere

Til sammenligning kan man vende blikket mod Holland, hvor en vandafgang uden veer behandles således: Din graviditet fortsætter uhindret, du afventer spontan fødsel som intet var hændt. Du følges tættere, men det er alt. Vi kender en hollandsk kvinde, hvis vand gik i uge 36 – hun ventede, og fødte helt normalt i uge 39+. Fostervandet dannes hele tiden påny, så selvom vandet siver, ligger din baby ikke og tørrer ud derinde.

Men hvorfor ikke bare sætte folk i gang, så de kan få de babyer ud?

Fordi det selvfølgelig er meget bedre, at føde naturligt, så du kan arbejde med dine veer og bruge kroppens naturlige smertelindring og din vejrtrækning, at lade kroppen gå i gang af sig selv, og får en baby ud, der rent faktisk er klar til verden, at undgå antibiotika, der ødelægger de gavnlige bakterier, du har i tarmene, og som skal gives videre til dit barn ved fødslen...

Ifølge dsog (Dansk Selsskab for Obsteritik og Gynækologi) går 68% af danske kvinder med PROM i spontan fødsel indenfor 24 timer og 95% indenfor 72 timer. Det angives, at 50% af førstegangsfødende og 70% af flergangsfødende har født indenfor et døgn.

 

Sid på dine hænder

foto: Kirstine Autzen

foto: Kirstine Autzen

Noget af det sværeste for det moderne menneske er at vente. Også for sundhedspersonale er dette en sjælden dyd. Ved vandafgang får du mulighed for at træne denne kompetence!

Jeg ville ønske, at man i stedet for med det samme at tale igangsættelse, lod den gravide vente i ro og fred på sing fødsel. Hvorfor ikke lade hende tage sin temperatur jævnligt, lade hende holde øje med fostervandets farve og lugt? Lære hende andre indikationer på, at der kunne være tale om en infektion? Lade hende blive derhjemme, hvor det kun er hendes egne bakterier, der florerer (når hun først kommer på hospitalet begynder det at blive kritisk hvad angår bakterier og infektion). Lade være med at undersøge hende vaginalt, hvilket er noget, der virkelig forhøjer risikoen for infektion.

Når truslen om igangsættelse og advarsler om infektion og sygdom hænger over hovedet på den fødende bliver det kun endnu sværere at etablere veer. Stress og adrenalin er som bekendt veers værste fjende.

Vores ene MANNA fødsel i august, havde vandafgang, uden veer (de føste mange timer). Grundet travlhed på Hvidovre Hospital den dag, kunne hun dog ikke blive sat i gang (...så var det måske ikke mere vigtigt)? Veerne startede ca 12 timer efter vandafgang, og 12 timer derefter, var barnet født. En sund og rask lille pige, og en stolt og stærk moder, der kom gennem sin fødsel med egne veer, med fokus på sin vejtrækning. Hvor var det dog heldigt, at hun fik lov til at klare dette med sin egen krops styrke! Her ungik systemet endnu en potentiel ulykkelig mor, der blev presset ind i moderskabet grundet nogle muligvis forældede retningslinjer.

 

Styrk fosterhinden med c-vitamin

appelsiner.jpg

Du kan styrke dine fosterhinder med et tilskud c-vitamin (100 mg pr dag) – den rette dose kan mindske risikoen for vandafgang før baby er klar til at komme ud. C vitamin har nemlig betydning for dannelsen af bindevævsfibre, kollagen. Kollagen er det mest udbredte protein i kroppen, og er afgørende for styrken af alt støttevæv. Det er vigtig dog, at du kke får FOR meget c-vitamin.

Læs undersøgelserne af c-vitamins betydning og dosering her:

http://www.cochrane.org/CD004072/PREG_vitamin-c-supplementation-pregnancy

http://www.vitaviva-info.com/da/helselitteratur/rettidig-fodsel-med-c-vitamin

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal du føde hjemme ?

Manna Fødsel og Politiken fotograf Mads Nissen søger en anden- eller fleregangsfødende til reportage om hjemmefødsel. Gerne med termin indenfor de nærmeste par måneder. 

Manna Fødsel stiller en doula til rådighed under hele forløbet.

Læs mere her eller skriv til Manna Fødsel

info@mannafødsel.dk

LeilaniRogers_115cover.jpg